Mere TV til Bornholm
Hver aften 365 dage om året sender TV 2/Bornholm fra 20.00-21.00 på Kanal Bornholm.
Sendeplanen ser du til højre.
 TV 2/Bornholm sender fra 1. november en time ekstra på den nye Kanal Bornholm.
Programmer i den nye udsendelse kl. 20.00-20.30 spænder vidt:
EKKO TV 2/Bornholms populære naturmagasin EKKO får mere sendetid, når det flytter til den nye flade og sendes kl. 20.00 - typisk en mandag om måneden - med genudsendelse lørdagen efter.
Sprogblomster Programmet, der dyrker og leger med det bornholmske sprog holder også flyttedag - og ses både i 19.30-udsendelsen på TV2 - og kl. 20.00-20.30.
Julins Georg Julin fortsætter med at interviewe aktuelle gæster med noget på hjerte. Programmet sendes typisk mandag kl. 20.00.
Fotoalbummet Også dette program, hvor kendte bornholmere fortæller om deres liv med hjælp fra deres private fotoalbum, sendes fremover kl. 20.00.
Reportager om livet på Bornholm En gruppe af vores mest erfarne fotografer og journalister drager hver uge i felten med et kamera på skulderen og laver reportager, der skildrer tilværelsen på Bornholm. Programmet sendes typisk onsdag.
Christian Hansen De fleste på Bornholm kender Christian. I mere end ti år har han som reporter og vært været fast gæst i vores hjem. Nu vil han opsøge spændende mennesker og begivenheder og dele dem med os alle. Programmet sendes typisk tirsdag.
360 - debat og politik Debatprogrammet 360 sendes fortsat i vores udsendelse kl. 19.30 - fremover hver torsdag. Udsendelsen vil blive tilføjet et Eventuelt - med særlige gæster, der både kan kommentere dagens emne - og andre spændende ting på Bornholm. De uger, hvor der er kommunalbestyrelsesmøde, transmitterer vi fra mødet i stedet for at sende 360.
Historie De historiske programmer er en vigtig del af fladen på TV 2/Bornholm. Vi fortsætter med at sende "Bornholmske Billeder" typisk fredag 20.00-20.30. I øvrigt sammen med såvel nye udsendelser som genudsendelser af de mange historiske programmer TV 2/Bornholm har sendt gennem snart 20 år.
Sportsaften Hver søndag - i forlængelse af sportsnyhederne kl. 19.30 - sætter vi fokus på en eller to sportsbegivenheder eller idrætsgrene. Hver uge vælger vi en af weekendens begivenheder og kampe, som på den måde får ekstra fokus. I løbet af året vil vi komme omkring flere idrætsgrene.
Genudsendelser Lørdag kl. 20.00-20.30 genudsender vi typisk mandagens program. Dvs. EKKO, Sprogblomster eller Julin's. Der kan også komme andre dage, hvor det kan komme på tale at genudsende programmer eller serier.

|