Fredag: Lidt sol, også en enkelt byge. Temp. 20 gr., og let til frisk sydvestlig vind. Bølgehøjde: 2-3m.
Jobkrav betyder kvart mio. ansøgninger på Bornholm
14. februar 2008
15:02
Kristelig Fagbevægelse forudser, at arbejdsgiverne vil drukne i ansøgninger, hvis alle ledige, hver uge, skal søge mindst fire job.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens krav om, at ledige skal søge mindst fire job om ugen vil overbebyrde virksomhederne, mener Kristelig Fagbevægelse.
Den bornholmske afdelingschef Britta Kaltoft har regnet ud, at det vil betyde cirka 250.000 ansøgninger om året, alene på Bornholm.
- Arbejdsgiverne vil blive overdønget med ansøgninger. Det kan medføre, at endnu flere jobsøgere oplever ikke at få svar på en ansøgning, fordi arbejsgiverne ikke orker at svare, eller bare tror, at det er en pro forma-ansøgning, siger hun.
Britta Kaltoft understreger, at Kristelig Fagbevægelse er enig i, at ledige skal være aktivt jobsøgende, men at kravet om minimum fire ansøgninger om ugen er for firkantet, ikke mindst fordi mange ledige ikke vil kunne finde fire nye relevante job uge efter uge.
Derfor foreslår hun, at man i stedet for et fast antal ansøgninger bruger kræfterne på at uddanne de arbejdsløse, så de er kvalificerede til de job der er.