En 15-årig dreng fra Rønne har i dag fået 10 dagbøder á 200 kroner for at fremstille racistisk materiale.
Drengen havde i marts måned lavet en plakat og en løbeseddel, der opfordrede til et islam-frit Danmark, og hvor der stod, at en "rotterede" af muslimer "ville dræbe jøder, kristne, homoseksuelle og andre ikke-muslimer, for at leve op til islams regler." Samt at muslimer "forgifter os med aids" og "stjæler vores kvinder." Det var hans plan at hænge plakaterne op og dele løbesedlerne ud i Rønne sammen med nogle kammerater. Og han ville have mangfoldiggjort dem på Østre Skoles kopimaskine.
Den 15-årige fortalte i retten, at han havde undersøgt islamisme, og var blevet sur på, at ekstremister vil føre blodig krig mod "os vantro." Detfor havde han lavet plakaten og løbesedlen. Han sagde også, at han nu godt viste, at det var et fåtal, som gjorde det, der stod i teksterne, og at han var ked af, at han havde lavet dem.
Både anklager og forsvarer lagde op til, han skulle have en betinget fængselsdom, men da det i juridisk forstand er en hårdere straf end en bøde, og at der i andre tilfælde er givet bøde første gang, så mente dommeren ikke, der var basis for andet end bøder. |