 Knud Andersen undrer sig over at SKAT har meldt Østkraft til Bagmandspolitiet.
Ifølge formanden for Østkrafts bestyrelse, Knud Andersen, så har SKAT handlet noget overilet ved at anmelde Østkraft til politiet. Det resulterede i, at bagmandspolitiet onsdag foretog ransagning af blandt andet computere i hovedkvarteret for det bornholmske forsyningsselskab.
Knud Andersen bekræfter over for TV 2/Bornholm at ransagningen har fundet sted, og han lægger ikke skjul på, at han undrer sig over, at SKAT har anmeldt Østkraft til politiet.
- Vi har siden 2007 hos SKAT efterlyst direktiver for at gøre afgifterne op på en ny måde. Direktiverne er aldrig dukket op. Og vi har rykket for dem flere gange, fortæller Østkrafts nuværende bestyrelsesformand.
- Og nu er svaret fra SKAT så kommet i form af bagmandspolitiets besøg. Det virker noget overilet, siger Knud Andersen.
Han bekræfter at det beløb, som det drejer sig om, ligger i størrelsesordenen 14 millioner kroner.
Hans forgænger i formandsstolen, SF'eren Leif Olsen, er ifølge P4 Bornholm blevet sigtet i sagen.
|