Nye skilte i gadebilledet

I starten af oktober vil en række nye vejskilte dukke op i det danske gadebillede.
Der er allerede masser af skilte langs vejene i Danmark, som billister, cyklister og andre skal være opmærksomme på.

Men i starten af oktober vil udvalget af vejskilte i Danmark blive udvidet med 11 nye skilte.

Det oplyser Vejdirektoratet i dag.

”Ændringerne afspejler, hvordan trafikken og gadebilledet ændrer sig. Der er kommet nye vejtyper og nye regler for parkering. En del kommuner satser meget på cykeltrafikken. I Aarhus er der fuld gang i letbanebyggerier. De nye skilte vil hjælpe trafikanterne til at handle mest hensigtsmæssigt i de situationer, de kommer i,” udtaler afdelingsleder i Vejdirektoratet Per Antvorskov i en pressemeddelelse.

Flere af de nye skilte skal vise bedre vej til tog- og metrostationer, hvilket betyder, at de formentlig ikke vil dukke op på Bornholm.

Der er dog to af de nye skilte, som er direkte henvendt til cyklister. Det ene af dem kan kommunerne bruge til at vise, hvor der ikke må holde cykler - eksempelvis foran indgange til butikker og offentlige bygninger.