Bente Helms ærgrer sig over, at Fontana lukker nu

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget ærgrer sig over, at Fontana lukker, før den fremtidige misbrugsbehandling på Bornholm er drøftet politisk.
Det private misbrugstilbud Fontana har valgt at lukke per 30/06 2017.

I dag er Fontana garanteret penge af kommunen for 20 behandlingspladser om året. Men det kan måske ændre sig i fremtiden. I kommunen bliver der nemlig set på, om man kan finde en model, hvor der tilbydes andre dagtilbud ved siden af Fontanas Minnesota-behandling.

- Der er også borgere, der efterspørger andre dagtilbud, fortæller Bente Helms.

Ejeren Bodil Wiese frygter for fremtiden, hvis behandlingstilbuddet mister penge på grund af andre dagtilbud.

Men den fremtidige misbrugsbehandling på Bornholm er endnu ikke drøftet politisk. Derfor ærgrer formanden for Social- og Sundhedsudvalget Bente Helms sig over, at beslutningen om at lukke Fontana allerede er taget nu:

-Jeg havde gerne set, at det havde ventet, til vi politisk havde behandlet det. Og haft mulighed for politisk at sige: "hvad vil vi overhovedet gå ind i". Og kigge på at oprette et dagtilbud i Regions Kommune, eller vil vi fortsætte som nu", siger Bente Helms.

Bente Helms fortæller, at Social og Sundhedsudvalget skal drøfte fremtiden inden for misbrugsbehandlingen på næste udvalgsmøde den 3. april.