Tillidsmand: vi er allerede hårdt pressede

Slagteriarbejderne på Danish Crown i Rønne har allerede en hård arbejdsdag, og en ny overenskomstaftale om systematisk overarbejde er dermed uacceptabel mener tillidsmand.
Slagteriarbejderne i Rønne nedlagde i dag arbejdet i protest over overenskomstaftalen for LO-medlemmer, der blev vedtaget med et flertal på 56,5 procent i går.

Aftalen gør det muligt for arbejdsgiveren at pålægge medarbejderen en times overarbejde om dagen og altså skabe en op mod en 42 timer lang arbejdsuge. Men det er at presse slagteriarbejderne for hårdt siger tillidsmand på Danish Crown i Rønne, Thomas Hansen:

- Vi udfører i forvejen hårdt arbejde, og vi har allerede en 40 timers arbejdsuge. Den her tanke med at virksomheden må bestemme, om vi står til rådighed, det er en fleksibilitet, som vi (medarbejderne red.) ikke synes er særlig sjov, siger han.

Når over 2000 slagteriarbejdere landet over i dag har nedlagt arbejdet, så sker det for at markere, at overenskomstaftalen ikke er god nok, og at medarbejderne vil stå ved deres ret, fortæller Thomas Hansen. Ved afstemningen om LO-overenskomsten, der gælder for over 500.000 lønmodtagere, stemte 98 procent af medlemmerne i slagteriindustrien nej til aftalen.
Men Thomas Hansen kan dog også se gode ting i aftalen.

- Der er også ting, vi er tilfredse med. Der kommer en lønstigning, bedre muligheder for efteruddannelse og børnefamilier står bedre. Men der er altså også sorte huller i aftalen, siger Thomas Hansen.

Hos fagforbund som Dansk Metal og HK Privat stemte man overvejende ja til aftalen - og tillidsmanden i Rønne siger da også, at man må acceptere, hvad flertallet af LO-medlemmerne har bestemt.

- Demokratiet har talt, og det er de vilkår, vi er under. Men vi vil fortsat kæmpe for de rettigheder, vi synes, vi har, siger Thomas Hansen.

Indtil videre er meldingen, at slagteriarbejderne genoptager arbejdet på mandag. Og selvom man i dag har markeret sin utilfredshed med overenskomstaftalen, så er planen, at tillidsmændene mødes med ledelsen i Danish Crown og får arbejdsdagen til at fungere.

- Vi skal have samarbejdet til at køre, siger Thomas Hansen.