Opklaringsbataljonen kan ikke forsvare Bornholm

Bornholm er ikke militært rustet til at afholde Rusland fra en genbesættelse af øen. Det er nemlig ikke Opklaringsbataljonens formål.
Opklaringsbataljonens 300 soldater holder til på Almegårds Kaserne, men bataljonen har ikke til opgave at forsvare øen.

- Opklaringsbataljonen har ikke nogen rolle i forsvaret af Bornholm. Opklaringsbataljonen bor på øen. Vi uddanner her på øen, men vi er egentlig sat til at sende soldater ud i verdens brændpunkter som Afghanistan og Irak, hvor vi p.t. har soldater begge steder, siger Nicolai Abildgaard, chef for Opklaringsbataljonen.

Der er derfor i dag ikke noget reelt forsvar af Bornholm, hvis Rusland skulle vælge at genbesætte øen i forbindelse med en krise i Baltikum.

- I tilfælde af en sikkerhedspolitisk krise i Baltikum eller i Østersøregionen, så ligner Bornholm lige nu mest af alt en flødeskumskage. Den er nem at tage og virkelig lækker strategisk set, siger Jeppe Plenge Trautner, forsker ved Forsvarsakademiet.

Opklaringsbataljonen er i dag ikke rustet til at forsvare Bornholm i tilfælde af en russisk invasion. Det vil kræve kraftigere våbensystemer, forklarer chef for Opklaringsbataljonen Nicolai Abildgaard.

- Man kan jo kigge på Sverige, hvor man har valgt at genmilitarisere Gotland med en styrke på størrelse med den, jeg har her, men med noget mere slagkraftige våben. Det er nok den vej, man skal til at gå. Fra den danske hærs vedkommende er der lige nu fremsat nogle materielønsker til den nære fremtid. Nogen af dem inkluderer blandt andet nye panserværnssystemer. Det er nok noget i den dur, man skal kigge på, hvis man vil fortælle en fjende - "fingrene af fadet. Vi mener det", siger Nicolai Abildgaard.

Men lige nu forholder Danmark sig ret passivt i forhold til den russiske trussel, hvis man sammenligner med vores nabolande, mener forsker ved Forsvarsakademiet Jeppe Plenge Trautner.

- Danmark er faktisk markant ved at være det eneste land i regionen, der ikke har reageret på, at Rusland opfører sig, som det gør og har de kapaciteter, det har, siger Jeppe Plenge Trautner.

I fredags afviste Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen overfor TV 2/Bornholm nødvendigheden af et styrket forsvar af Bornholm i det kommende forsvarsforlig.