Københavner vinder Danmarks hårdeste triatlon

Efter at have prøvet kræfter med det nordbornholmske terræn i 15 timer og 27 minutter, kunne Niels Madsen kalde sig vinder af Danmarks hårdeste triatlon.
Efter at have gennemført 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer mountainbike og 42,195 kilometer trailløb, kunne en træt Niels Madsen kalde sig vinder af Suunto Hammer Trail Triathlon.

- Det var sgu ok, det er en god fyrreårs fødselsdagsgave til mig selv, siger Niels Madsen fra København.

Niels Madsen kom i mål i går aftes, lørdag, i tiden 15 timer og 27 minutter. Her havde han blandt andet svømmet i Hammersøen, cyklet gennem det bakkede område omkring Slotslyngen og Vang Granitbrud og løbet et maraton på Hammerknuden.

Kun syv deltagere (seks alene tre som et hold) havde tilmeldt sig, men arrangørerne synes alligevel, det er værd at afholde arrangementet.

- Vi synes selv, at det er det hyggeligste løb. Vi kunne godt at have tænkt os at have rundet de 100, men du får en hel anden kontakt med løberne, når du har det lave antal, siger arrangør Lene Møller fra Tejn IF.

Det var også muligt at deltage i blandt andet et halv triatlon, super tri og sprint tri.

I videoen fortæller Lene Møller mere om løbet.

Opdateret: Carina Mørch Fabisak gennemfører som den første kvinde nogensinde triatlonet. Hun kommer ind i tiden 21 timer og 17 minutter.