Forbud er indklaget til ombudsmanden

En borger har fremsendt en klage til ombudsmanden over kommunalt forbud mod at udtale sig offentligt i arbejdstiden.
En borger i kommunen har klaget til ombudsmanden over det forbud, der i fredags blev udstedt af kommunaldirektøren, mod at de kommunalt ansatte udtalte sig til pressen.

Den direkte anledning til forbuddet var en aftale om, at et tv-hold skulle følge en medarbejder på jobbet.

Klagen til ombudsmanden, der er forfattet af borgeren, der ønsker at være anonym, fremstår således (uredigeret):


---CITAT START---


”Kommunaldirektør Peter Loft har den 08.11.17 nedlagt forbud mod, at ansatte i Bornholms Regionskommune udtaler sig til pressen i arbejdstiden under valgkampen. Begrundelsen han anvender er, at han mener, at medarbejdernes deltagelse i TV-programmer skulle kunne få en “politisk stillingtagen”, selvom der er tale om en public service TV-station som ikke er politisk funderet. Forbuddet kommer i direkte forbindelse med, at der i pressen har været bragt stor kritik af kommunens ældreområde, hvor social- og sundhedsudvalgets socialdemokratiske formand er blevet anklaget for at være ansvarlig for situationen.

I en artikel i Altinget af 08.12.16 fremfører Peter Loft hvordan pressen kan være med til at ødelægge en politikers fremtid. Derfor bedes Ombudsmanden vurdere, om handlingen fra Peter Loft kan vurderes som værende en politisk funderet handling for at beskytte borgmester Winni Grosbøll og hendes parti under den igangværende valgkamp. Særligt bør Ombudsmanden vurdere, om der kan fremsættes disse restriktioner midt under en valgkamp, når restriktionen samtidig er med til at stække medarbejdernes ytringsfrihed i arbejdstiden. Der har ikke tidligere været udstukket dette regelsæt inden valgkampen gik i gang og handlingen kan derfor opfattes som værende i direkte fortsættelse af den kritik der er rejst af kommunens ældreområde samt den socialdemokratiske udvalgsformand.

Der henvises i øvrigt til Ombudsmandens afgørelse af 31.08.16 ang. en gymnasielærer på Campus Bornholm: “”En offentlig myndighed skal kunne tåle, at medarbejdere deltager i den offentlige debat om myndigheden. Og den skal kunne tåle, at medarbejdere til en vis grad udtrykker sig skarpt og polemisk. Også selv om udtalelserne falder på et ubelejligt tidspunkt for myndigheden”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han ser sagen fra Bornholm som endnu et eksempel på, at mange offentlige arbejdspladser tilsyneladende mangler tilstrækkelig viden om de regler, der gælder om offentligt ansattes ytringsfrihed.”

---CITAT SLUT---