V, DF og W skal fordele rovet

Strukturen på de nye kommunale udvalg samt udvalgsposter er nu fordelt. Nu skal partierne uden for konstitueringen fordele deres pladser.
Det blev til genvalg for borgmester Winni Grosbøll til det netop overståede kommunalvalg.

Bag sig har hun Enhedslisten, SF, Alternativet samt Kristendemokraterne. De seneste dage har de partier så arbejdet på, hvordan strukturen i de kommunale udvalg skal være de kommende fire år.

Den fordeling er faldet på plads, og der er sat navn på både udvalg og udvalgsformænd samt hvor mange pladser, der er i de enkelte udvalg.

Det betyder også, at valggruppe to, Venstre, Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten, ved hvor mange pladser, konstitueringspartierne har tildelt dem. Valgruppe to består af de partier, som står uden for konstitueringen.

- Vi venter lige nu på at få listerne over, hvilke poster og udvalgspladser, som vi skal besætte, og så regner jeg med, at vi kan mødes, Dansk Folkeparti, Venstre og jeg snarest derefter, fortæller Kirstine van Sabben fra Bornholmerlisten.

Der er i alt seks udvalg, og valggruppe to får mellem 2 og 3 pladser i hvert udvalg. Dertil kommer så bestyrelsesposter og andre tillidshverv.

- Jeg har da gjort mig nogle tanker om, hvad jeg godt kunne tænke mig ud fra egne erfaringer og interesser, men det kommer jo alt sammen an på, hvad vi kan blive enige om i valggruppe to, fortæller Kirstine van Sabben.

Partierne i valggruppe to forventer at have fordelingen på plads i løbet af denne uge.