KB: Drilleri om Bright Green Island-orientering

Flere i kommunalbestyrelsen ville i aftes ikke orienteres om Bornholmerdøgnet, hvor 227 personer gentænkte Bright Green Island-strategien. Det skete alligevel.
Bornholmerdøgnet i Kyllingemoderen den 6.-7. oktober betød, at otte mål blev nedskevet omkring det, at Bright Green Island-strategien skal fortsætte og genstartes.

De otte mål - kaldet Bornholmermål (se nederst) - blev i dag forelagt kommunalbestyrelsen, som snart skal genskrive og godkende en ny version af strategien omkring Bright Green Island.

Modtagelsen i kommunalbestyrelsen var dog forinden skeptisk fra flere sider. Allerede ved godkendelsen af dagsordenen, lød det fra Venstres side:

- Når der nu er lavet et udvalg, som skal tage sig af netop bæredygtighed i den nye kommunalbestyrelse, burde vi så ikke bare droppe orienteringen nu. Det trænger til en tur i et politisk udvalg, sagde Søren Schow.

Bornholmerlisten og Dansk Folkeparti var enige i dette og understregede, at selvom punktet kun er til efterretning, så er det det samme som at godkende det.

- At tage noget til efterretning betyder læst og hørt. Det er ikke en godkendelse af diverse mål. Sådan har jeg altid forstået, sagde Bjarne Westerdahl(A).

Bente Johansen forstod heller ikke Venstres skepsis:

- Vi har selv bedt om en orientering, men nu vil vi ikke have den. Det forstår jeg ikke.

- Man kan holde sig for ørene eller ikke. Det er kun en afrapportering og ikke en godkendelse af de konkrete mål, lød det fra borgmester Winni Grosbøll(A).

En afstemning om hvorvidt punktet skulle behandles eller ej - så ville 16 mod 11 gerne høre orienteringen. Den fik de.

Nogle fandt målene for luftige og projektet for elitært, men borgmesteren beroligede og fortalte, at hun i 2018 skal "ud i et helt almindeligt bornholmsk supermarked og tale med helt almindelige bornholmere om Bright Green Island".

227 personer deltog i Bornholmerdøgnet i Kyllingemoderen. Siden har der også været afholdt endnu et møde i starten af november "for at holde dampen oppe".

De otte mål er:
1. Bornholm gør bæredygtighed til god forretning
2. Bornholm fører regnskab med sin grønne omstilling
3. Bornholm har et negativt CO2 regnskab i 2035
4. Bornholm kører grønt på land
5. Bornholm kobler bæredygtighed og boliger med kulturel identitet.
6. Bornholm er fyrtårn for bæredygtige danske fødevarer
7. Bornholm gør sin naturrigdom til en del af bundlinjen
8. Når jeg er på Bornholm, er jeg en del af Bright Green Island!