KB: 1-årig forlængelse af Kulturaftale godkendt

Kommunen har i dag en fireårig kulturaftale med Kulturministeriet og godkendte i aftes ministeriets forslag om at forlænge den - og ikke indgå en ny.
Bornholms Regionskommune har i dag en fireårig kulturaftale med Kulturministeriet, som udløber ved årsskiftet. I december sidste år godkendte kommunens Fritids- og Kulturudvalg en ny vision og kulturaftale for næste periode, men nu har Kulturministeriet meddelt, at de kun vil forlænge den nuværende aftale.

- Det har været en kæmpesucces, men desværre ønsker den nuværende regering ikke, at ordningen fortsætter, men heldigvis kan vi da indgå en 1-årig forlængelse, sagde Erik Lund-Hansen(A), formand for Fritids- og Kulturudvalget.

Kulturaftalen betød, at Kulturministeriet gav kommunen 1,3 millioner kroner, mens kommunen selv afsatte et tilsvarende beløb til kultur. Eksempelvis er pengene blevet brugt på at booste øens skoletjeneste, som udbyder kurser og projekter i samarbejde med øens kulturinstitutioner.