Veganere bød på smagsprøver

De veganske aktivister, der i denne weekend besøger Bornholm, bød søndag på smagsprøver på mad, lavet helt uden dyr.
Risengrød uden mælk, nuggets uden kylling og varm kakao med skum men uden fløde var noget af det, folk kunne opleve i Bornholmercenteret søndag.

En gruppe veganske aktivister, der kalder sig "Anonymous for the Voiceless", har lagt vejen forbi Rønne denne weekend, og søndag havde vejret sendt dem væk fra Store Torv og indenfor i indgangen til Bornholmercenteret på hjørnet af Store Torv og Torvegade.

Her var dagens mission at vise, at der er plantebaserede alternativer til mange af de retter, vi varmer os med i den kolde tid.

Og der var masser af bornholmere, der tog imod tilbuddet om gratis smagsprøver.