Bornholmske Tinka har meget skuespilserfaring

Det er bornholmeren Josephine Højbjerg, der spiller hovedrollen Tinka i årets TV2 julekalender "Tinkas juleeventyr".
Pigen bag nissen Tinka fra "Tinkas juleeventyr" er den 14-årige Josephine Højbjerg. Den bornholmske skuespiller har tidligere spillet Pil i tv-serien 'Pendlerkids', hovedrollen Julie i DR ULTRA-julekalenderen 'Bubbers Juleshow' i 2015 og Sara i tv-serien 'Klassen'. Og nu spiller hun altså hovedrollen som nissen Tinka i julekalenderen 'Tinkas juleeventyr', som sendes hver aften i december klokken 20.00 på TV 2.

Josephine Højbjerg begyndte med skuespillet allerede som 8-årig, og det har hun godt kunne mærke, at det har modnet hende i forhold til andre på hendes egen alder.

- Jeg er ikke så moden endnu. Jeg er stadig barnlig, men jeg er nok modnet hurtigere, fordi jeg har skullet lave meget selv. Det er noget andet end at være lille i skolen, siger Josephine Højbjerg til TV 2.

Hun uddyber, at det at lære replikker, møde til tiden, samarbejde med et filmhold og tale med journalister er med til at gøre hende hurtigere voksen.

I 2015 var Josephine Højbjerg med i Mellem Os, hvor hun fortalte om livet som ung skuespiller. Se mere i videoen.

Foto: TV 2 Danmark