Juletræ fyldt med europæisk pynt

På Rønne Bibliotek blev "Det Europæiske Juletræ" i dag indviet. På træet hænger pynt lavet af børn i Europa, ligesom bornholmske elever har sendt pynt afsted.
Over 100 elever fra 5. og 6. klasserne på Søndermarksskolen har været en del af "Det Europæiske Juletræ", der i dag blev indviet på Rønne Bibliotek. Borgmester Winni Grosbøll var med til at indvie træet, der skal være anledning for eleverne til at lære om sprog, steder og kulturelle forskelle.

- Det er projekt, der har kørt en del år, og vi håber, at eleverne får en bedre forståelse af det mangfoldige Europa og de kulturelle forskelle. Og så er det også en sproglig øvelse, når eleverne nu skal fortælle om vores traditioner på engelsk, siger Niels Chresten Andersen, der er leder af Europe Direct Bornholm, der står for projektet,

"Det Europæiske Juletræ"-projekt har rekorddeltagelse i år med 380 skoler fordelt på 22 af de 28 EU-lande. Søndermarksskolen har lavet og sendt julepynt med en beskrivelse af juletraditioner i Danmark til 28 skoler.