Forbrugervalgskandidater fører valgkamp

Tre ud af fire kandidater kontakter vælgere i forsøget på at få stemmer, der kan sikre dem en bestyrelsesplads i Bornholms Energi & Forsyning.
Forbrugervalget 2017 er i fuld gang. Angelo Michael Parente, Kristian Goertz, Peter Brandt Koefoed og Roar Bendtsen Schou er de fire kandidater, der kæmper om de to bestyrelsespladser som forbrugerrepræsentanter i Bornholms Energi & Forsyning.

Modsat tidligere år bliver der i år ført valgkamp. Tre af de fire kandidater bekræfter over for TV 2/Bornholm, at de har kontaktet vælgere skriftligt i forsøget på at få stemmer. En af dem, der har valgt at gøre det, er Kristian Goertz:

-Når man har en omgangskreds og en kreds af mennesker, der kender én, så har man jo i denne situation lyst til at opfordre dem til at hjælpe og sørge for, at jeg måske bliver valgt ind. Det er jo ikke nogen selvfølge, siger Kristian Goertz.

Peter Brandt Koefoed er forbrugerrepræsentant i Bornholms Vand A/S og Bornholms Spildevand A/S. Han genopstiller, men modsat sine konkurrenter har han ikke valgt at opsøge stemmer:

- Avisen har haft det oppe, og der har været læserbreve. Så jeg tror, jeg vil lade det ligge på det niveau. Det må være op til hvert enkelte, hvad de gør, siger Peter Brandt Koefoed.

Valget løber fra den 1. til den 15. december. Der vælges 2 forbrugerrepræsentanter og 2 suppleanter. Efter valget vil bestyrelsen bestå af 6 medlemmer – 2 valgt af forbrugerne, og 4 der vælges på generalforsamling. Både forbrugerrepræsentanter og suppleanter vælges for en periode på 4 år fra 2018-2021. De to forbrugerrepræsentanter får ifølge Bornholms Energi & Forsyning 17.500 kroner om året for deres arbejde.