Kommunen nedbringer vikarforbrug

For at opnå en besparelse og større sammenhæng er kommunen i gang med at nedsætte deres forbrug af vikarer i hjemmeplejen.
Social- og sundhedsudvalget holdt mandag det sidste udvalgsmøde, inden det nye udvalg tager over ved årsskiftet. Ved mødet blev hjemmeplejen og beslutningen om at bruge færre vikarer evalueret.

Hjemmeplejen har rekrutteret nye medarbejdere. Indtil videre har de ansat, hvad der i timeantal svarer til 25 fuldtidsstillinger. De skal op på 28, det satser de på at komme i januar. Samtidig har de nedsat forbruget af vikarer med 50 procent.

For 2018 er der budgetteret med en besparelse på to millioner kroner, men formand for Social- og sundhedsudvalget, Bente Helms, er i tvivl, om det er realistisk, for hun ser det som umuligt at undvære vikarer helt.

- Der er jo lagt en besparelse ind på to millioner kroner på området og så fire og fem millioner årene efter. De beløb er jo sat ind som en forventning. Der har ikke været noget præcist, der kunne underbygge det. Jeg tror, man kommer til at kigge på det igen. Jeg tror også, at man med de faste medarbejdere måske kommer til at planlægge anderledes og får et andet behov for vikarer, men om det giver nul kroner, ved jeg ikke, siger Bente Helms.

Ældrechef i Bornholms Regionskommune, Birgit Mortensens, fortæller, at det er gået over al forventning med at skaffe nye medarbejdere. Hør hendes kommentar i videoen.