Jazzpris til afdød bornholmer

Den afdøde bornholmske musiker, Nicolai Munch-Hansen, blev mandag tildelt prisen for år 2017's bedste jazz-udgivelse.
Mandag d. 4. december lagde Bremen Teater hus til årets største fejring af dansk jazz, da der blev afholdt Danish Music Awards Jazz 2017.

Otte prestigefyldte priser blev uddelt, seks live acts fyldte salen med musik, og cremen af dansk jazz var samlet, da Birgitte Soojin og Master Fatman ledte publikum gennem årets store DMA Jazz-show.

I kategorien Årets Danske Jazzudgivelse vandt den bornholmske bassist Nicolai Munch-Hansen sammen med forfatter Peter Laugesen med udgivelsen `Det flimrende lys over Brabrand sø’.

Prisen blev uddelt posthumt, da Nicolai Munch-Hansen gik bort blot tre måneder efter albummets udgivelsesdato. I løbet af aftenens show blev Nicolai Munch-Hansen også hyldet fra scenen, da hans nærmeste musikalske venner og hustru Kira Skov fremførte to værker fra udgivelsen.

Desuden var de helt store vindere til DMA Jazz 2017 de to musikere og komponister Kira Skov og Maria Faust, der udgav deres fælles værk `In the Beginning’ i maj i år. Parret løb både med prisen for Årets Danske Jazzkomponist og Årets Danske Vokaljazzudgivelse.

TV 2/Bornholm sender en optagelse fra prisoverrækkelserne i Danish Music Awards Jazz 2017 den 16. december kl. 21.30.