Nohrlund og Snaps Bornholm indgår samarbejde

Snaps Bornholm og Nohrlund er gået sammen og lancerer nu en økologisk færdigblandet cocktail med snaps i bunden.
Nohrlund, det danske firma bag økologiske cocktails på flaske, går nu sammen med Snaps Bornholm i en fælles satsning på at introducere danskerne for cocktails med Snaps Bornholm-varianterne som bund.

- Nohrlund har de sidste tre år vist, at danskerne er mere end klar til originale, økologiske cocktails på flaske. De har med succes satset på originalitet, autencitet og friske råvarer. Vi lancerede Snaps Bornholm for et år siden, og vi har selv stor succes med at udvikle original snaps og nye måder at blande snaps på. Derfor er et samarbejde mellem os og Nohrlund helt naturligt, siger Simon Lorentzo Jensen, der er den ene af tre ejere af Snaps Bornholm.

Ejerne af Snaps Bornholm og Nohrlund mødte hinanden tilfældigt under en rejse til Spanien på den danske restaurant Wilsons på Mallorca i sommer.

Her gik det op for begge parter, at de foruden en god kemi også havde en fælles filosofi på deres produkters vegne. Det er det møde, der nu udmønter sig i et samarbejde mellem de to parter.

- Vi har i Nohrlund stor kærlighed til ægte råvarer. Samme filosofi ser vi hos Snaps Bornholm, der jo i forvejen har eksperimenteret med at lave spændende cocktails med deres snapse-varianter. Det, synes vi, er meget interessant. Vi har ikke selv lavet cocktails med snaps, men vi har i denne første version ramt en helt fantastisk smag. Vi er sikre på, Nohrlund-kunderne vil elske den. Den er allerede blevet min personlige favorit, siger den 30-årige Anders Houmann, der sammen med Søren Aamand står bag Nohrlund.

Den nye cocktail på flaske fra Nohrlund og Snaps Bornholm er en vintercocktail med rosmarin og snapse-variant No. 6 med blåbær og citron. Cocktailen er desuden med bøge-røg, vanilje og lakrids.