Forsvarsforhandlinger udskudt til 2018

Forsvarsforliget for 2018 til 2023 skulle egentlig træde i kraft 1. januar. Forhandlingerne er nu udskudt til starten af det nye år.
Danmarks nye forsvarsforlig skulle egentlig ligge klar 1. januar, men det når forligspartierne ikke. Partierne afventer blandt andet, at finansloven og andre forhandlinger, som regeringen har med Dansk Folkeparti, falder på plads. Det oplyser Venstres forsvarsordfører Peter Juel Jensen.

Forligspartierne mødtes sidste gang i begyndelsen af december, men herefter har forhandlingerne været sat på pause.

- Vi var meget tæt på et forlig, og det er min forventning at det kommer i første halvdel af januar. Indtil der ligger et nyt forlig kører vi videre med gamle, siger Peter Juel Jensen.

Forligskredsen består af Regeringen, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. SF, Alternativet og Enhedslisten står udenfor.