KB: Ingen dispensation til skolebuskort

Hvornår er en skolevej farlig? Når eleven, forældrene eller politiet mener det? Kommunalbestyrelsen tog stilling til spørgsmålet i aftes og fandt et svar.
Børne- og Skoleudvalget kunne ikke træffe en beslutning i klagen om, hvorvidt en dispensation kunne gives til et skolebuskort til en dreng, som har en trafikfarlig vej til skole, i følge forældrene. (Læs hele sagen her nedenfor)

Først afviste skolechefen ønsket om et skolebuskort. Børne- og Skoleudvalget har efterfølgende afvist en klage fra forældrene over denne beslutning og her til aften blev sagen løftet til kommunalbestyrelsen.

- Jeg har ændret holdning og vil ikke give dispensation, lød fra Morten Riis(Ø), medlem af Børne- og skoleudvalgsmedlem.

Reglerne siger, at alle skoleelever med en afstand på 6 km til skole kan få et skolebuskort. Hvis vejen er trafikfarlig, er der dog mulighed for at få bevilget et skolebuskort uanset afstandskriteriet. Bornholms Politi mener ikke, at den specifikke Kumlehøjvej er trafikfarlig, men vedgår, at den kan virke utryg for skoleeleven.

- Gratis buskort til alle - et forslag vi har hørt før og hvor ville det være herligt - men nu er det en konkret sag, som vi skal tage stilling til og her vil vi følge den indstilling, som ligger fra Servicedirektøren; nemlig et nej til en dispensation, lød det fra Kirstine van Sabben, Bornholmerlisten.

Herefter fulgte mange indlæg om sympati for drengen og forældrenes situation, drømmen om gratis buskort til alle unge under 18 år, men også, at det var underligt at skulle behandle en helt konkret sag i kommunalbestyrelsen.

Afstemningen blev 11 for en dispensation og 16 stemmer imod en dispensation. For stemte Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og Kristendemokraterne. I mod stemte Socialdemokratiet, Enhedslisten og Bornholmerlisten. Dermed fik drengen ikke et gratis skolebuskort af kommunen.

Et skolebuskort koster 2.400 kr. om året.

SAGEN KORT
Drengen går i 4. klasse på Svartingedalsskolen i Hasle. Han går blandt andet ad Kumlehøjvej, når han skal i skole. 3,5 km går han i alt og hans forældre er bekymrede. De mener, at Kumlehøjvej er farlig, hvorfor de har bedt om et skolebuskort, men har fået afslag. En klage er sendt til skolechefen og derpå til kommunens Børne- og Skoleudvalg, som ikke kunne træffe en beslutning, da to medlemmer stemte for et skolebuskort - og to stemte imod. Et femte medlem var fraværende pga. sygdom.