KB: Landsbyklynge kan blive rigtig stort

380.000 kr. er nu klar til Landsbyklynge-projekt med Nyker, Klemensker, Rø og Aarsballe. Kommunen har netop bevilliget 75.000 kr., mens Readania giver resten.
- Det kan blive rigtig stort og hvis bare en tiendedel af alle gode idéer fra valgkampen kan realiseres, så ser det rigtig spændende ud. Sådan lød det fra René Danielsson(O) om at Nyker, Klemensker, Rø og Aarsballe nu optaget i projektet Landsbyklynger.

Kommunalbestyrelsen har i forbindelse med budgetforliget for 2018 afsat 75.000 kr. til medfinansiering af dette landsbyklyngeprojekt, hvor formålet er fremme liv og aktiviteter i disse fire byer. Byer, som måske har sovvet "tornerosesøvn" med René Danielssons ord.

- Vi har på Møbelfabrikken i Nexø indgået samarbejde med disse fire byer, for også at kunne bidrage til mere liv på de kanter, tilføjede Bente Johansen, radikal, men også konstitueret leder af iværksætterhuset i Nexø.

HISTORIE
Forhistorien for projektet er at Realdania og DGI i 2015 indledte et samarbejde omkring udviklingen af landsbyer og landdistrikter med fokus på dannelsen af "landsbyklynger". Landsbyklynger defineres som et antal landsbyer, der arbejder sammen om et fælles strategisk mål. Det sker i en netværksstruktur, hvor landsbyer benytter hinandens styrker til at udvikle både den enkelte landsby og hele klyngen. Landsbyklynger handler om at skabe en fælles stedsidentitet, sociale fællesskaber og om at samles om fælles fysiske faciliteter og aktivitetsmuligheder. Projektet bygger på, at de deltagende samfund selv beslutter relevante indsatsområder.