Folkemødet bliver delt op i temaområder

Når Folkemødet løber af stablen næste år, bliver det delt op efter temaer, så det bliver lettere at finde rundt i mylderet af forskellige foreninger.
I stedet for at alle teltene med de forskellige foreninger er blandet helt sammen, så vil Folkemødet næste år lave områder med forskellige temaer.

- En af de tilbagemeldinger vi har fået fra publikum er, at de synes, de bruger for meget krudt på at finde rundt i det store program, siger kommunikations- og programchef Katrine Nielsen.

Så for at gøre det mere overskueligt skal publikum altså fremover kunne finde foreninger og organisationer indenfor for eksempel sundhedsområdet det samme sted.

- På den måde skaber vi et landkort for Folkemødet, som gør det lidt nemmere at finde rundt, siger Katrine Nielsen.