Hospitalsklovne får penge fra pant og juleknassalg

Lidl donerer 327.000 kroner til Danske Hospitalsklovne. Pengene kommer fra donationer ved butikkens flaskeautomater og salg af juleknas og søde sager.
Hvis du har trykket på donationsknappen på Lidls flaskeautomat i Rønne eller Nexø eller købt nogle af de 60 produkter fra butikkens Favorinaserie, der blandt andet består af konfekt, juleknas og kager, så har du været med til at støtte Danske Hospitalsklovne med 327.000 kroner. Det oplyser Lidl i en pressemeddelelse.

Lidls kunder kan året rundt vælge at donere deres pant til Danske Hospitalsklovne. Som et ekstra tiltag har Lidl i år valgt at donere 50 øre for hvert af de Favorinaprodukter, der blev solgt i perioden 1.-23. december 2017.

Lidl har haft en partnerskabsaftale med Danske Hospitalsklovne siden 2015. Der er mere end 50 professionelle hospitalsklovne, som hver uge besøger indlagte børn på alle landets børneafdelinger.