Formand ærgrer sig over torskebegrænsning

Beslutningen om at forlænge begrænsningen på fangst af torsk er ren symbolpolitik. Det mener Simon Rømer, der er formand for Bornholms Sportsfiskerforening
Miljø- og Fødevareministeriet har besluttet for forlænge begrænsningen for fangst af torsk, som de indførte 1. januar 2017. Det ærgrer Simon Rømer, der er formand for Bornholms Sportsfiskerforening:

- Umiddelbart er jeg ked af den beslutning. Jeg mener ikke, at vi sports- og lystfiskere truer torskebestanden på nogen som helst måde, siger Simon Rømer.

Der er begrænsninger for både erhvervsfiskerne og fritidsfiskerne. Reglerne er lavet for at genoprette torskebestanden. Simon Rømer mener, der er tale om symbolpolitik:

- Den her symbolpolitik er okay, da det ville virke uretfærdigt, hvis der kun var begrænsninger for erhvervsfiskerne. Men jeg synes, grænsen er forkert. Vi burde have lov til at fange femten torsk per dag. Det ville give mere mening. Fritidsfiskerne har jo ikke til formål at sælge fiskene, så det vil ikke betyde en øget konkurrence for erhvervsfiskerne, siger Simon Rømer.

Begrænsningen gælder fra Hammerknuden til Rønne og videre til Dueodde. Området fra Dueodde tíl Svaneke og videre til Hammerknuden er ikke omfattet af reglerne. Det undrer Simon Rømer:

- Det er jo lidt dumt. Jeg kan ikke forstå, at reglerne ikke gælder på alle sider af øen, siger Simon Rømer.