Kamphaner til dialogmøde i Økonomiudvalget

Økonomiudvalget har besluttet at opsige BOFAs aftale med Rønne Vand og Varme. Det sker efter et dialogmøde, udvalget havde inviteret forsyningsselskaberne til.
Rønne Vand og Varme slås fortsat med kommunens to forsyningsselskaber om, hvad prisen på fjernvarmen skal være. I dag var de tre kamphaner inviteret til ekstraordinært til dialogmøde i økonomiudvalget.

- Man bør kunne finde frem til en løsning, der i højere grad tilgodeser bornholmerne i stedet for, at vi skal bruge kræfter, tid og måske endda også penge på at bekrige hinanden, siger borgmester Winni Grosbøll (S).

BOFA og Bornholms Energi & forsyning leverer i dag fjernvarme til Rønne Vand og Varme. De tre selskaber er dog uenige om, hvad varmen skal koste.

I følge bestyrelsesformand Lars Goldschmidt har Bornholms Energi og Forsyning en fornuftig økonomi i aftalen med Rønne Vand og Varme. Årsagen er blandt andet lavere miljøafgifter efter skiftet fra kul til flis. Han ser dog gerne en lidt højere afregningspris på leverancerne til Rønne Vand og Varme.

Anderledes ser det ud for BOFA, som har brugt knap 53 millioner kroner på at renovere sit affaldsvarmeværk. Ifølge sagsfremstillingen til dagens møde mister BOFA lige nu penge på aftalen med Rønne Vand og Varme, og det vil koste BOFA fem millioner kroner om året at være leverandør til Rønne Vand og Varme med de nuværende afregningspriser.

For otte dage siden opsagde Bornholms Energi & Forsyning sin aftale med Rønne Vand og Varme. Og efter dagens møde var der ikke mere forsoning, end at Økonomiudvalget besluttede at opsige BOFAs aftale med Rønne Vand og Varme.

Begge aftaler skal nu forsøges genforhandlet i de kommende måneder. BOFA og Bornholms Energi & Forsyning er dog kontraktligt forpligtet til at levere varme til Rønne Vand og Varme til 2020.

Klima- og Bæredygtighedsudvalget begynder 4. januar at arbejde på en ny plan for kommunens affaldshåndtering. Ifølge borgmester Winni Grosbøll kan den plan få betydning for en fremtidig aftale med Rønne Vand og Varme.