Køkkener åbner på Lunden, Nørremøllecentret og Åbo

Borgmester og politikere åbner de nye køkkener på plejecentrene Lunden, Nørremøllecentret og Åbo. Snore klippes og komfuret tændes 1. januar.
Borgmesteren spiser med på Lunden, den nye formand for social- og sundhedsudvalget klipper snoren over på Nørremøllecenteret, mens den afgående formand klipper snoren på plejecenteret Åbo i Åkirkeby.

1. januar åbner de tre politikere, Winni Grosbøll (A), Bjarne Hartung Kierkegaard (KD) og Bente Helms (A), de nye leve-bomiljø-køkkener på de tre plejecentre.

Fra denne dag vil der hver dag blive lavet mad fra bunden i de nye køkkener.

- Beboerne på disse plejecentre kan se frem til at få nylavet, velsmagende mad hver dag, med en høj kulinarisk kvalitet og ernæringsrigtig sammensætning, idet nyansatte kokke, ernæringsassistenter og køkkenfaglige medarbejdere vil forestå madlavningen i de nye køkkener hver dag, siger Lene Olsen, plejecenterleder.

På åbningsdagen vil de tre politikere holde en kort tale og klippe en rød snor og dermed erklære de nye køkkener for åbnede.