Husbygger mangler 12 tons aviser

Ejeren af Bornholms Havemøbelcenter er i gang med at bygge et hus af genbrugsmaterialer. Han efterlyser nu flere aviser til hulmursisolering.
I to et halvt år har Tom Petersen knoklet med at bygge sit drømmehus. Huset er placeret inde i et 600 kvadratmeter stort drivhus og bygges af genbrugsmaterialer.

Tom Petersen har renset og genbrugt 28.000 mursten. Vinduerne og mange andre af byggematerialerne er også genbrug.

Tom Petersen har indsamlet cirka 13 tons aviser, men da han skal bruge 25 tons til hulmursisolering, er han stadig på jagt efter flere aviser.

- Jeg takker og kysser og bukker hver gang I kommer med aviser, siger Tom Petersen.

Aviserne kan afleveres i butikken eller i den grønne container hos Bornholms Havemøbelcenter.

Aviserne skal laves til papirgranulat, der blæses ind i vægge og lofter som isolering.