Nyt udvalg skal se på affaldshåndtering

Bornholmerne smider cirka 10.000 tons affald i skraldespandene hvert år. Nu skal politikerne se på, hvordan affaldet kan blive bedre udnyttet.
Det nye Klima- og bæredygtighedsudvalg under den nye kommunalbestyrelse træder sammen for første gang efter nytår, og noget af det første udvalget skal se på er, hvordan fremtidens affaldshåndtering skal være på Bornholm.

- Jeg synes, det vil være godt, hvis vi kan genanvende mere affald, hvis vi kan beholde mere bioaffald på øen, og hvis vi producerer mindre affald på Bornholm, siger den kommende udvalgsformand Anne Thomas.

I den nationale affaldsplan "Danmark uden affald" er der krav om, at minimum 50 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes inden 2022. Som det er i dag genanvender BOFA 36 procent, og direktøren tror, at målet i affaldsplanen er realistisk.

- Jeg er ikke nervøs for, om vi kan nå det, siger Jens Hjul-Nielsen

BOFA har arbejdet med nye indsamlingsordninger i flere år. I løbet af de første måneder af 2018 kommer selskabet til at præsentere forskellige modeller for fremtidens affaldshåndtering for den nye kommunalbestyrelse. Herefter er det en politisk beslutning, om bornholmerne skal til at sortere mere i deres affald.

Anne Thomas tror ikke bornholmere kommer til at skulle sortere husholdningsaffaldet i syv forskellige spande, men hun tror, at udviklingen går i retning af, at der skal sorteres mere.

- Og så skal vi i udvalget diskutere, hvad vi skal kigge på først. Skal det være metal, madaffald eller det hele? Det er simpelthen for at se, hvor mange skridt vi kan tage for at nå det her mål om, at 50 procent af husholdningsaffaldet skal genanvendes, siger hun.

Hos BOFA er man overbevist om, at bornholmerne kommer til at sortere mere i fremtiden. Men det store arbejde ligger ikke i at få flere sorteringsspande ud til bornholmerne, siger direktør Jens Hjul-Nielsen.

- Udfordringen ligger i, hvordan vi skal behandle affaldet, altså at vi skal til at behandle andre affaldsfraktioner end dem, som vi måske får ind i dag, siger han.

Klima- og bæredygtighedsudvalget mødes den 4. januar.