Søkabel venter på godt vejr

Besætningen ombord på Cable One har trukket 2½ km kabel op fra havbunden. Kablet bliver repareret i det nye år, så snart vejret tillader det.
Kabellæggerskibet Cable One har forladt Østersøen igen, og ligger nu ved kaj i Kalundborg.

Driftsleder Henrik Roland Hansen fra Energinet.dk fortæller, at besætningen har forseglet enderne på det beskadigede kabel, efter at have taget 2½ kilometer kabel ombord. Kablet skal skiftes, fordi der er trængt havvand ind i det.

Det kommer tidligst til at ske i slutningen af den kommende uge, hvor et andet kabelskib ankommer til Bornholm.

- Vi har valgt at bruge et lidt større skib - et såkaldt DP-skib - der kan håndtere lidt højere sø, end ved tidligere reparationer, forklarer Henrik Roland Hansen.

DP står for Dynamic Positioning, og betyder, at skibet kan holde en fastlåst position over havbunden.