Pas på blæst og raketter

Vær opmærksom på blæst, når raketterne stiger til vejrs, lyder det gode råd fra Sikkerhedsstyrelsen.
Man skal være opmærksom på vejret, når man fyrer nytårsraketterne af, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen.

Ifølge DMI vil et lavtryk passere Danmark i løbet af aftenen og natten, og selv om midnatsvejret på Bornholm ser ud til at holde sig nogenlunde i skindet, så er der grund til at være opmærksom, lyder advarslen fra Lone Brose, der er teamleder i Sikkerhedsstyrelsen.

- Man bør passe ekstra godt på, hvis der er blæst i området, og man vil fyre nytårskrudt af. I forhold til bygninger og brændbart materiale og bevoksning skal man fordoble sikkerhedsafstanden i forhold til de normale krav, siger hun.

Fyrværkeri må ikke anvendes nærmere end 100 meter fra et letantændeligt tag - fx stråtag. Det samme afstandskrav gælder i forhold til halmstakke, brændebunker og anden opbevaring af brændbart materiale samt nåletræsbevoksning, lyngheder og andre typer af brændbar bevoksning.

- Men er der meget vind, som det ser ud til, der kan komme nytårsaften og -nat, så bør man fordoble afstanden til det brændbare materiale til 200 meter, uddyber teamlederen.

Husk de fem fyrværkeriråd
Fyrværkeri er et højrisikoprodukt. Rigtig mange skader skyldes adfærd. Husk derfor altid de fem fyrværkeriråd, når du fyrer nytårskrudt af eller kigger på fyrværkeriet nytårsnat.

1. Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du "kun" er tilskuer
2. Brug kun godkendt, CE-mærket fyrværkeri - aldrig ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri.
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig aldrig ind over fyrværkeriet.
5. Gå aldrig tilbage til en fuser.