Sikkerhedsbrillerne ligger klar i brandbilerne

Både politi, brandvæsen og hospital melder sig klar til nytårsaften, men håber på endnu en rolig en af slagsen.
Sidste år kunne både Bornholms Politi, Bornholms Brandvæsen og Bornholms Hospital melde om en rolig overgang til 2017. Og i år håber beredskabet på mere af det samme.

- Vi håber jo på, at det bliver en stille og rolig nytårsaften uden nogen tilskadekomster - ligesom det i øvrigt har været de sidste år, siger vagthavende hos Bornholms Politi, Poul Brix Bjerregaard.

- Det vi typisk ser nytårsaften er nogle små hærværkshændelser og nogle små brande i relation til fyrværkeri, siger Poul Brix Bjerregaard.

Både Bornholms Politi og akutmodtagelsen på Bornholms Hospital har kaldt flere folk på arbejde sammenlignet med en normal dag. Og hos Bornholms Brandvæsen har man sørget for ekstra udstyr i bilerne.

- Vi er ganske almindeligt klar, som vi er alle årets andre dage. Selvfølgelig har vi sørget for, at bilerne er klar til at køre, og vi har lagt lidt ekstra sikkerhedsudstyr i bilerne, så vi for eksempel er sikre på, at sikkerhedsbriller er på plads, for hvis det nu er fyrværkeri, vi skal ud og gøre noget ved, så har vi selvfølgelig sikkerhedsbriller på for at passe på os selv, siger indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen, Henrik Madsen.

Det er muligt at få udleveret gratis sikkerhedsbriller på politigården i Rønne frem til klokken 19.