Nye køkkener indviet på plejecentre

11 køkkener blev i dag indviet på tre plejecentre. Her kan beboerne dufte, når maden bliver lavet, og selv være med til at tilberede den.
Den stod på klassiske julefrokostretter, da fem nye køkkener blev indviet på plejecentret Nørremølle i Nexø.

Den nye formand for social- og sundhedsudvalget, Bjarne Hartung Kirkegaard (Kristendemokraterne) var indviet til at klippe snoren - om end med en noget sløv saks.

- Har du fundet en, der kan save. Jeg gnaver mig frem, lød det fra udvalgsformanden, mens han kæmpede med båndet.

Det dufter af mad
I alt er der blevet etableret 11 leve-bomiljø-køkkener på tre bornholmske plejecentre. Ud over Nørremølle i Nexø drejer det sig om plejecenter Aabo i Aakirkeby og Paradisvej 11 under plejecenter Lunden i Rønne.

- I gamle dage var der køkkener de enkelte steder. Nu kunne vi godt tænke os, at der igen dufter af mad på plejecentrene, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.

Hamburgerryg, grønlangkål og brunede kartofler
På Nørremøllecentret har man glædet sig til at kunne tage de nye køkkener i brug.

- Det giver lige pludselig en fornemmelse af, at det er et hjem. Og der kommer mere liv i de her fællesrum, når der hele tiden er nogen omkring, og man kan dufte mad. Så det bliver rigtig godt, siger leder af Nørremølle Øst, Ea Rovsing Olsen.

Efter indvielse stod den på traditionelle julefrokostretter og i aften har beboerne selv bestemt, at de gerne vil have vaskeægte nytårsmad - nemlig hamburgerryg, grønlangkål og brunede kartofler.

Plejehjemsbeboerne kan selv vælge, om de vil have mad fra køkkenet eller heller vil have det udefra. Derudover kan beboerne med de nye køkkener også være med til at tilberede maden.

Der er i forvejen etableret leve-bomiljø-køkkener på Plejecenter Snorrebakken og Plejecenter Nylars.