Tre bornholmere skal til DM i Skills

Når der er DM i Skills i Herning senere på måneden er tre bornholmere med i konkurrencen, hvor der bliver dystet i håndværksmæssige færdigheder.
En industritekniker, en kok og en autolakerer fra Bornholm stiller til start ved DM i Skills i Herning d. 18.-20. januar.

DM i Skills er en konkurrence, hvor de dygtigste unge fra erhvervsuddannelserne viser deres evner. Selve konkurrencen løber over tre dage, hvor der arbejdes under tidspres foran et stort publikum med at gøre et bestemt stykke arbejde færdigt i den bedst mulige kvalitet. Opgaverne er skruet sammen, så man inden for det enkelte fag får afprøvet et bredt udsnit af kompetencer.

Mikkel Andersen er i lære som industritekniker ved Østbornholms Kutterservice i Nexø.

Line Emilie Andersen er i kokkelære ved Molen og Christianshøjkroen.

Den tredje bornholmer der stiller op, er Lasse Møller. Han er i lære som autolakerer ved Lakcenteret i Rønne.

I alt 315 unge fra erhvervsuddannelserne er tilmeldt dette års DM i Skills. Der er 42 konkurrencefag og 19 demonstrationsfag.

TV 2/Bornholm sender fra DM i Skills i Herning. Du kan gense klippet, hvor Line Andersen vinder BM for kokkeelever i klippet.