Stoffer, krudt og nytårsløjer i politirapporten

Bornholms Politi har haft sit at se til i nytårsperioden. Deriblandt tilfælde af ulovligt fyrværkeri og besiddelse af euforiserende stoffer.
En 27-årig mand er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og lov om euforiserende stoffer da han lørdag den 30. december tidligt om morgenen havde kastet en blomsterkrukke af plastik på en bil på Laksetorvet, samt efterfølgende at have slået på bilen 3 gange. Ved anholdelsen af manden blev den nu sigtede mand fundet i besiddelse af 2 poser, der hver indeholdt stoffet MDMA.

Senere samme dag blev en 20-årig mand sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven da han lørdag eftermiddag havde afskudt ulovligt fyrværkeri, hvorved han pådrog sig skader på den ene hånd, i ansigtet og på maven.

Desuden bød selve nytårsaften - og natten- på flere tilfælde af hærværk og 'nytårsløjer'.

I Østermarie blev der søndag d. 31. december klokken 23.10 anmeldt at unge mennesker sprøjtede med barberskum på biler, huse og postkasse.

Ingen blev dog, ifølge rapporten, udfundet under patruljering.

På en adresse på Bedegadevej i Klemensker er der fra søndag d. 31. december klokken 17.00 til mandag d. 1. januar klokken 00.40 forøvet hærværk, idet julelyskæder og julepynt var ødelagte, ligesom to biler, der stod parkeret på adressen, var blevet ridset med ukendt genstand.

På Østre Ringvej i Rønne blev der nytårsnat klokken 01.49 konstateret ildløs i to skraldespande. Kun skade på skraldespandene.

På en adresse i Syrenvej i Rønne er der fra Nytårsaftensdag klokken 23.30 til Nytårsdag klokken 07.00 sprængt en postkasse.

I Skindergade i Rønne blev der Nytårsdag konstateret, at der var bortfjernet et kloakdæksel.

Og så er det ikke kun på bilerne, at der bliver løsnet hjul.
På en hvid mountinbike-cykel, der stod parkeret ved en ejendom i Eginsgade i Rønne var der i løbet af Nytårsaften - og nat løsnet for - og baghjul fra rammen på cyklen.