Vasagård-udgravning bliver del af akademisk tilbud

Til sommer skal 10 til 15 internationale studerende undervises i arkæologi på Bornholm.
Bornholms Museum er blevet anerkendt til at være en del af et amerikansk forskningsinstituts akademiske tilbud til arkæologi-studerende.

Derfor kan museets arkæologer til juni byde velkommen til mellem 10 og 15 studerende fra hele verden, der skal deltage i et fire uger langt studieophold.

De studerende skal undervises af arkæologer, men også lære om feltarbejde.

- De skal primært lære at grave, og de har ikke nogen forudsætninger. De kommer netop her for at lære at grave. Det er det, vi er gode til herovre, og vi har nogle af landets dygtigste feltarkæologer herovre. Så de skal læres op i, hvordan man gebærder sig i felten, siger chefarkæolog ved Bornholms Museum, Finn Ole Nielsen.

Finn Ole Nielsen nævner især Vasagård-udgravningen, som en ting, der gør Bornholm særlig attraktiv for de internationale studerende - og netop den udgravning kommer til at danne ramme for undervisningen.

De studerende skal betale for opholdet, og det er som begyndelse et forsøg, men museet håber på, at det kan bane vejen for flere ophold og i sidste ende et arkæologisk institut på Bornholm.