10% mere regn til Bornholm i 2017

2017 blev Danmarks 9. vådeste år og efteråret det mest regnfulde i 33 år. På Bornholm betød det 10% mere regn end normalt, skriver DMI.
Danmark er drivvådt. Efteråret var det mest regnfulde i 33 år og husker man overhovedet sommeren, så er det nok ikke for lutter solrige dage på stranden.

- 2017 blev et temmelig vådt år i Danmark. Den samlede nedbør på landsplan ender i omegnen af 851 mm, hvilket gør året til det 9. vådeste, siden de landsdækkende målinger begyndte i 1874, siger klimatolog hos DMI, Mikael Scharling.

På Bornholm faldt der 796,0 mm nedbør i 2017. Det er 10,6 pct. mere end normalgennemsnittet på 720,0 mm (2006-2015).

Mikael Scharling beregninger viser i øvrigt også, at den vådeste kommune i Danmark i 2017 var Aabenraa, hvor der faldt over 1 meter nedbør. Landets tørreste kommune var Stevns, hvor de blot fik 607,8 mm nedbør.