360 om energi og nyt udvalg

Hvordan vil det nye Klima- og bæredygtighedsudvalg arbejde videre med Bright Green Island, og hvad skal et sådan udvalg egentlig kunne? Det er til debat i 360
Vi har taget hul på et nyt år og dermed også et nyt år i bornholmsk politik. I årets første omgang af 360 tager vi det nye Klima- og bæredygtighedsudvalg under kærlig behandling.

Noget af det første, udvalget skal blive enige om, er indsatsen for Bright Green Island strategien og dermed en energistrategi. For hvordan vil politikerne komme videre mod målet om at gøre Bornholm CO2-neutral på energiområdet i 2025, når den tidligere kommunalbestyrelse vendte tommelfingeren nedad til vindmøller på land?

Det debatterer to medlemmer af udvalget, nemlig formand Anne Thomas, Alternativet, og René Danielsson fra Dansk Folkeparti torsdag aften.

Det skal også handle om udvalgets opgaver. Klima- og bæredygtigshedsudvalget er et udvalg som skal trække de lange og tværgående linjer. Debattørerne diskuterer, hvad det betyder, og hvordan man vil sikre sig, at udvalget laver politik, der føres ud i livet.

Du kan også komme med dit input til debatten på TV 2/Bornholms facebookside. Vi sender hele debatten live torsdag klokken 18.35.