Kloge kvadratmeter i Gudhjem

Med initiativet kloge kvadratmeter vil kommunen kigge på fritidsaktiviteter i Gudhjem. Og ikke mindst hvor de har til huse.
Kommunen vil med kloge kvadratmeter se på aktiviteterne i Gudhjemhuset, på Plejecenter Klippebo og på biblioteket - tre steder ejet af Bornholms Regionskommune. Derudover vil man også se på museet, svømmehallen og biografen i Gudhjem, der er selvejede.

Resultatet af initiativet kloge kvadratmeter kan blive, at aktiviteter flyttes til andre bygninger - det er en hovedtanke. Og det kan også føre til salg af bygninger.

-Det drejer sig i bund og grund om, at man kigger på de forskellige huse og bygninger, man har i brug i forskellige områder, og så prøver man at finde ud af om det kan lade sig gøre at samle folk på nogle færre kvadratmeter. Og dermed kan man få frigjort nogle huse, der måske kan sælges, fortæller økonomidirektør Claus Stensgaard Jensen, Bornholms Regionskommune onsdag til TV 2/Bornholm.

Svært at se som meget andet end en spareøvelse, hvor mindst et hus meget gerne må kunne spares væk. Intet er dog besluttet endnu, og en proces skal først rigtigt i gang nu. Og da er dialog vigtigt, fortæller økonomidirektør Claus Stensgaard Jensen:

-Det er simpelthen forudsætningen for, at det kan blive en succes i sidste ende. Alle involverede foreninger osv. skal kunne se, at det her er en god ide i sidste ende for dem alle sammen. Nemlig at vi får flere penge til rådighed i de tilbageværende huse, sådan at de kan blive bragt i en ordentlig stand.

Ud over dialog vil kommunen kigge på tørre tal: Hvor mange kvadratmeter har hvert enkelt hus og måske vigtigst: hvor mange timer bliver det brugt og af hvor mange mennesker.

Kloge kvadratmeter skal prøves flere steder på øen fremover.