Vostok til salg

Når raketaffyringerne ud for Nexø har fundet sted har skibet Vostok ligget på behøring afstand og været kommandobro. Nu skal skibet sælges.
- Det er ikke fordi, at der ikke længere skal fyres raketter af ud for Nexø, men det er simpelthen behov for mere plads. Sådan lyder argumenterne fra Copenhagen Suborbitals, der netop har sat følgeskibet Vostok til salg.

- Siden vores forberedelser på raketaffyringen i Nexø i 2015 har vi vidst, at Vostok skulle have en stor overhaling. Skibets design er heller ikke tidssvarende og vi har brug for mere plads. Derfor har vi besluttet at sælge Vostok, skriver den frivillige nonprofit raketgruppe, Copenhagen Suborbitals, i en pressemeddelelse.

Vostok er et tidligere tysk redningsfartøj, som Copenhagen Suborbitals overtog i 2012. Navnet har den fået efter den raket, som i 1961 sendte den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin ud i rummet, som det første menneske nogensinde.