Anders Samuelsen vil revse russerne

Ruslands aggression i Ukraine og russernes adfærd i Baltikum vil blive påtalt af udenrigsministeren under hans besøg i Moskva.
Russerne kan se frem til kritik fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), som tirsdag og onsdag besøger Moskva. Her skal han mødes med sin russiske kollega, udenrigsminister Sergej Lavrov.

- Jeg ser frem til besøget i Moskva. Det er ingen hemmelighed, at Danmark og Rusland ser forskelligt på en række områder.

- Fra min side er det klart, at blandt andet Ruslands aggression i Ukraine vil komme til at fylde - ligesom Ruslands selvhævdende adfærd i forhold til Baltikum og i Østersøen, som vi siger klart fra over for, siger Samuelsen i en skriftlig kommentar.

Siden 2014 har EU gradvist indført sanktioner mod Rusland. EU's lande har vedtaget mange sanktioner mod Rusland for konflikten i Ukraine og annekteringen af Krim.

Sammen med Nato-alliancen er danske styrker til stede i Baltikum for at sende et signal til Rusland.

Målet med Nato-missionen i Baltikum er at reducere politiske og militære spændinger, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalt i januar, da han besøgte de udsendte danske soldater.

Rusland var også et tema, da regeringen i slutningen af sidste måned præsenterede et nyt seksårigt forsvarsforlig.

- Truslen fra Rusland er reel og tiltagende, så vi skal vise beslutsomhed til forsvar - og vi er beslutsomme, sagde Løkke i den forbindelse.

- Derfor er jeg også glad for, at vi er lykkedes med markant at styrke Forsvaret, så vi kan imødegå konventionelle såvel som cybertrusler, sagde Løkke.

Med forsvarsforliget bliver det danske forsvar styrket med 12,8 milliarder kroner frem mod 2023.

Forsvarschef Bjørn Bisserup er enig i det øgede fokus mod Rusland.

- I vores del af verden har Ruslands ageren i forhold til Ukraine og annekteringen af Krim sat sine spor i Nato, og derfor er det nødvendigt at øge forsvarsbudgettet, sagde han i forbindelse med præsentationen af forsvarsforliget.

Dansk Folkeparti har en lidt anden holdning til russerne.

- Jeg er meget imponeret over, at de andre med så stor sikkerhed ved, at Rusland vil angribe.

- Så klog er jeg sandelig ikke. Men det er en national opgave at kunne forsvare sig selv - uanset om der er en trussel eller ej, sagde forsvarsordfører Marie Krarup (DF).