Cort sæsondebuterer som toer i Dubai

Den bornholmske cykelrytter Magnus Cort kom ind på en 2.plads på 1.etape af Dubai Tour, der var Corts debut i sadlen hos cykelholdet Astana.
Det var lige ved og næsten, da Magnus Cort i dag sæsondebuterede på 1.etape af cykelløbet, Dubai Tour. I en tæt slutspurt lykkedes det lige nøjagtig den hollandske rytter, Dylan Groenewegen, at knibe sig ind foran Magnus Cort på målstregen.

Magnus Cort måtte dermed tage til takke med 2.pladsen i sit første cykelløb for sit nye hold, Astana, som han skiftede til ved indgangen til den nye sæson.

Dagens etape var, i lighed med resten af løbet, en flad en af slagsen, og Cort gennemførte etapen på lige knapt tre timer og 52 minutter.

Løbet fortsætter i morgen, hvor rytterne skal ud på en 192 kilometer lang etape fra Skydive Dubai til badebyen Ras Al Khaimar.