Studenterhuerne samler støv

Over en femtedel af studenterne på Bornholm er ikke begyndt på en uddannelse 27 måneder, efter de fik huen på.
20,3 procent af de bornholmske unge, der gennemførte en gymnasial uddannelse i 2014, var 27 måneder senere stadig ikke kommet i gang med en videregående uddannelse. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.

- Det er en skam, at så mange står med en gymnasial eksamen, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. Det understreger bare, at der er behov for, at de unge (og deres forældre) i højere grad begynder at kigge andre veje, når det er tid til at vælge den videre uddannelsesvej efter folkeskolen – det kunne jo for eksempel være en idé at søge mod erhvervsskolerne i stedet, siger Kurt Sjøholm, Knudsker El og medlem af Tekniq-råd Hovedstaden.

På blot fire år er andelen af unge i Bornholms Regionskommune, der 27 måneder efter endt studentereksamen stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse, steget fra 16 procent af studenterne i 2010 til 20,3 procent (2014). Det til trods for at man de senere år fra politisk hold har haft fokus på at få de unge hurtigt videre igennem uddannelsessystemet.

Ifølge Tekniq kan en forklaring være, at for mange unge vælger en gymnasial uddannelse uden at tænke over, at den kun kvalificerer dem til at starte på en videregående uddannelse. De gymnasiale uddannelser har ikke et erhvervsrettet fokus, som gør de unge parate til et job.

I stedet ville Tekniq ønske, at flere unge valgte at søge ind på erhvervsuddannelserne, der i højere grad målretter de unge til et liv på arbejdsmarkedet.

- Det er værd at bemærke, at netop erhvervsskolerne jo tilbyder uddannelser, der bringer de unge direkte ind på arbejdsmarkedet. Samtidig får man inden for en række fag, ikke mindst når det gælder installationsbranchen, faktisk en løn, der betyder, at man over et helt liv kommer til at tjene mindst lige så meget som mange akademikere, siger Kurt Sjøholm og uddyber:

- Med en uddannelse som eksempelvis elektriker eller inden for vvs-energiområdet får man en lang række karriere- og videreuddannelsesmuligheder. Det gælder også dem, der netop nu står med en ubrugt studentereksamen. De kan få en god start på arbejdslivet med forkortede uddannelser som elektriker eller inden for vvs-energi.

Udviklingen på Bornholm følger samme tendens som resten af landet, hvor det især er unge med HF-eksamen (29 procent), der tilsyneladende falder ud af uddannelsessystemet, efter at de har fået huen på hovedet, mens det tilsvarende tal for HTX’erne er nede på 15 procent.