Nationen bakker op omkring Hjemmeværnet

Hjemmeværnet løfter samfundsrelevante opgaver og skaber sikkerhed og tryghed i Danmark, mener en stor del af danskerne.
Tre ud af fire danskere har tillid til, at Hjemmeværnet kan løse sine opgaver. Det viser den årlige undersøgelse af danskernes holdninger til Hjemmeværnet, som Danmarks Statistik udfører på vegne af Hjemmeværnet.

Undersøgelsen viser desuden, at ni ud af ti danskere mener, at Hjemmeværnets frivillige løser samfundsrelevante opgaver, mens otte ud af ti tilkendegiver, at Hjemmeværnet er med til at skabe sikkerhed og tryghed i Danmark.

Danskerne er både positive over for Hjemmeværnets støtte til Forsvaret og Politiet ved for eksempel grænsekontrol. 86 procent af danskerne mener, at Hjemmeværnets opgaver for Forsvaret er vigtige, og især Marinehjemmeværnets støtte til Søværnet er topscorer hos danskerne, hvor mere end 9 ud af 10 mener, at den opgave er vigtig.

Når det handler om Hjemmeværnets støtte til Politiet, nikker 84 procent af danskerne ja til, at støtten er vigtig. 9 ud af 10 danskere peger på, at Hjemmeværnets opgaver ved katastrofer og ulykker er vigtige, mens 92 procent mener, at opgaver ved naturkatastrofer og terrorangreb er vigtige.

Danskerne bakker også op om støtten til Beredskabet, som mere end 9 ud af 10 finder vigtig. Tilliden til, at Hjemmeværnet er i stand til at løfte de samfundsrelevante opgaver, har været stigende siden holdningsundersøgelserne begyndte i 2008. Blandt befolkningen er der enighed om, at Hjemmeværnets
støtte til Forsvaret, Politiet og Beredskabet er blevet mere relevant over de seneste år.


FAKTA

På Bornholm består distriktet af en fastansat stab med 11 ansatte - fem militære og seks civile.

Den frivillige struktur består af fem underafdelinger samt en frivillig stab, som organisatorisk indgår i Stabskompagniet.


Hærhjemmeværnsunderafdelinger:

- Hjemmeværnskompagni Rønne-Nexø – der opstiller en enheder til bevogtning

- Hjemmeværnskompagni Hasle – der opstiller en enhed til bevogtning, motoriseret overvågning og en patruljeenhed

- Politihjemmeværnskompagni Bornholm – der støtter politiet med trafikregulering og løser mange andre opgaver for politiet og opstiller stabsdeling.


Marinehjemmeværnet:

Hjemmeværnsflotille 471 Bornholm – der bemander MHV 903 Hjortø. Besætningerne er klar til at yde assistance til søs ved søredning, olieforureningsbekæmpelse og støtte til politi og Skat.


Flyverhjemmeværnet:

Flyverhjemmeværnseskadrille 205 Bornholm – der opstiller en enhed til bevogtning. Enheden er også uddannet til at kunne indsættes operativt i lufthavnen.