Turismeforskning får en ekstra million

Center for Regional- & Turismeforskning har fået en bevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet på en million kroner.
Hvert år modtager Center for Regional- & Turismeforskning (CRT) et tilskud fra Uddannelses- og Forskningsministeriet på cirka 5,5 millioner kroner, men nu har virksomheden fået en ekstra bevilling på en million kroner.

Bevillingen kommer fra uforbrugte midler i ministeriets budget, som årligt fordeles blandt udvalgte organisationer.

CRT, der arbejder med udviklingsprojekter og analyseopgaver i yderområder af Danmark, har allerede lagt en plan for, hvad pengene skal bruges til.

Millionen skal både gå til at hjemtage projekter og udvikle nye projekter. Desuden skal pengene bruges til at udgive en bog i anledning af virksomhedens 25-års jubilæum.

- UFM-bevillingen har stor betydning for Bornholm, og den
ekstra bevilling på 1 mio. kr. gør det nu muligt at skrue op for de mange værdifulde initiativer de næste to år, skriver Center for Regional- og Turismeforskning i en pressemeddelelse.

Bevillingen fordeles ud på forskellige initiativer i både 2018 og 2019.