Ny sikkerhedskontrol indviet i CPH

Københavns Lufthavn indviede i dag den nye sikkerhedskontrol efter mere end to års byggearbejde.
Rejsende gennem Københavns Lufthavn vil fra i dag opleve en sikkerhedskontrol, der er dobbelt så stor, som den plejer at være.

Efter mere end to års byggearbejde kunne lufthavnen nemlig indvie den 1.800 kvadratmeter store sikkerhedskontrol.

Det skriver Københavns Lufthavne i en pressemeddelelse.

"Den nye, udvidede sikkerhedskontrol er en vigtig milepæl i udvidelsen af Københavns Lufthavn for at skabe plads til flere rejsende og forbedre passageroplevelsen. En god, tryg og forudsigelig sikkerhedskontrol er helt afgørende for en god start på rejsen. Derfor er det vigtigt at skabe de rigtige rammer med masser af plads, lys og ro - og det har vi fået med den nye udbygning," udtaler administrerende direktør Thomas Woldbye i pressemeddelelsen.

På trods af udfordringer med byggerod og mindre plads i byggeperioden, var den gennemsnitlige ventetid for passagererne i sikkerhedskontrollen på 4 minutter og 57 sekunder i 2017.

Siden 2007 er sikkerhedskontrollen blevet udvidet fra 16 til 23 spor. Der går i gennemsnit 30.000 passagerer igennem sikkerhedskontrollen hver dag - på travle dage 44.000.