360 om vaklende politikere

Borgerne involverer sig i høj grad i politiske sager. Men kan folkestemningen få for stor betydning for den demokratiske beslutningsproces? 360 tager debatten.
Motorsportsbanen, lindetræet i Vibegårds Runddel og vindmøller på land er alle sager, som har fået bornholmerne op på barrikaderne. Høringssvar, protester, debatindlæg og facebookgrupper er alle metoder til at få politikerne i tale - men vender kommunalpolitikerne sig for ofte efter folkestemningen i stedet for at stå fast?

Den debat tager 360 i aften. Tidligere amtsborgmester Knud Andersen, tidligere borgmester og nu medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, Thomas Thors, og kommunalbestyrelsesmedlem René Danielsson fra Dansk Folkeparti, debatterer om borgerne har fået større indflydelse på politikerne, hvad det betyder for den demokratiske beslutningsproces, og om kommunalpolitikerne er blevet for bange for at træffe de upopulære beslutninger.

Se med på TV 2/Bornholm, når vi sender debatten direkte klokken 18.35. Du kan også deltage i debatten på vores Facebookside både før og under debatten.