Kæmpekran løfter havneporten i Gudhjem

Havneporten i Gudhjem er kommet på land, så den kan blive renoveret.
Der var stor aktivitet på Gudhjem Havn torsdag formiddag. Havneporten skulle løftes op, og det var en større operation, der blandt andet krævede hjælp fra en 250 tons kran og tre lokale erhvervsdykkere.

- Det er spændende, men jeg er sikker på, det er i gode hænder, siger kommunens havnekoordinator, Jakob Jensen.

Ingen vidste på forhånd, hvad porten vejede, men buddene lå mellem 15 og 30 tons. Under alle omstændigheder var det mere, end nogen bornholmsk kran kunne klare. Derfor var kranen tilkaldt hele vejen fra Falster. Den store kran måtte påmonteres hele 70 tons ekstra vægt for at sikre dens stabilitet under løftet.

Lige over middag lykkedes det at få porten op og ligge på kajen. Den viste sig at veje 19,1 tons.

Nu kan renoveringsarbejdet begynde.

- Den skal have nye hjul. Den kører på hjul på bunden. Og så skal hele bundskinnen skiftes ud. Den er fra portens fødsel, vil jeg tro. Så den er nok 70 år gammel, siger Jakob Jensen.

Efter planen er havneporten tilbage på plads 1. april.