Kongehuset: Prins Henriks tilstand forværret

Kronprins Frederik har afbrudt sin rejse til OL i Sydkorea for at tage hjem til Danmark, hvor Prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.
Prins Henriks tilstand er alvorligt forværret. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet den 28. januar, hvor det viste sig, at han havde en godartet tumor i venstre lunge. Den 2. februar blev han overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling, hvor han skulle behandles for en lungeinfektion.

På baggrund af denne udvikling har Kronprins Frederik nu afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han som dansk IOC-medlem skulle overvære åbningen af vinter-OL i aften.

- Han er i gode hænder. Nu venter vi bare stille og roligt på, at han bliver bedre, sagde kronprins Frederik til TV 2.

Torsdag deltog kronprinsen i en flagceremoni i OL-byen i Pyeongchang i Sydkorea, hvor billedet ovenfor er fra.

I sommer 2017 var 83-årige Prins Henrik desuden indlagt to gange på hospitalet. I midten af juli blev han indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar. Siden blev prinsen igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet med smerter i højre ben.